Tilbageblik på strikkeåret 2017

Det er sæson for tilbageblik på året der gik, og jeg har også benyttet dagene mellem Jul og Nytår til at reflektere over strikkeåret der gik og over projektet garnspejderen.

2017 blev året hvor jeg gik fra at strikke, enten efter opskrifter eller freestyle, til at arbejde mere systematisk med strik. Mit oprindelige mål var at bidrage med noget interessant til strikkeverdenen, være en mere aktiv spiller, og derigennem møde mange andre strikkere. Det har jeg nået – og har mødt mange dejlige mennesker i processen. Tak til alle dem som jeg har mødt og som har hjulpet mig.

Strikkeåret 2017

Største strikkeoplevelser:

  1. At lave mine egne designs og arbejde sammen med White Nile Cotton – fantastiske kreative oplevelser
  2. Strikkekurser, workshops og strikkefestivals: kurser hos Charlotte Kaae, Katrine Wohllebe, Vithard Villumsen, Vivian Høxbro og andre, Knitwork masterclasses, Knitwork light, Knitwork 17, Strikkefestival i Haslev og Strikkefest i Holbæk – så inspirerende
  3. Møde andre strikkere: i virkligheden og på Instagram. Jeg fandt mine første teststrikkere på Instagram og det var en fantastisk oplevelse at arbejde sammen med dem.

Hvad gik ikke som forventet:

  1. Strikkeblog: Det blev ikke til nær så mange blogindlæg som planlagt. Dels fordi jeg havde ambitionen om, at der skulle være spændende indhold hver gang og det tager tid at skabe, men også fordi jeg endte med at bruge Instagram meget mere end bloggen. Der er mange diskussioner i det store internet om at blogs ikke er så populære som de har været, da meget indhold også skabes på de sociale medier. Derfor har jeg overvejet, hvad jeg fremover vil med mit blog. Jeg har besluttet, at jeg holder fast i at skrive indlæg hver gang jeg har noget interessant at skrive om som går udover en Instagram post. Det bliver så til et formodentligt begrænset antal blogindlæg, og jeg gør ikke noget aktivt udover Instagram for at gøre bloggen større.
  2. Facebook: Min plan var at være til stede både på Instagram og på Facebook. På Instagram føler jeg virkelig, at jeg har fundet mit ståsted og masser af ligesindede. På Facebook derimod synes jeg det var svært at holde gang i posts og finde ligesindede. Derfor har jeg besluttet til at fokusere på Instagram fremover.
  3. Skrive om spændende garn: Min plan var at skrive om mange spændende garner som jeg arbejder med. Det kom jeg aldrig helt i gang med. Jeg kunne godt savne nogle detaljerede garnanmeldelser, og derfra kom ideen med at skrive nogen. Ideen er ikke helt lagt på hylden, men andre projekter fylder mere lige nu.

Strikkede designs i 2017:

  1. Charlottes yndlingssjal (Red Barnet sjalet) designet af ByKaae: fint design og projektformål, jeg bruger den meget
  2. Cruise designet af Ankestrick: sjovt design i min første mysteryKAL
  3. ByKaae Kornblomst designet af ByKaae: meget charmerende design og meget brugt i garderoben
  4. Summer Lace Skirt designet af KnitbyTrineP: fint design og elsket af min datter
  5. BoHo cardigan designet af ByKaae: fin cardigan uden frynser, da frynser bare ikke er mig

Egne designs udgivet i 2017:

  1. Knapponcho for White Nile Cotton: funktionel poncho til børn 2-8 år, min datter elsker den
  2. WNC sjal for White Nile Cotton: vendbar sjal i mønster inspireret af victoriansk blondemønster
  3. WNC babytrøje i dobbelt perlestrik for White Nile Cotton: som navnet siger, babytrøje til 0 mdr. – 3/4 år i dobbelt perlestrik, fin til drenge og piger
  4. WNC babykyser for White Nile Cotton: babykyse i dobbelt perlestrik eller bikubemønster til 0 mdr. – 2 år. Fantastisk til de små i blødt bomuld.
  5. Regnvejrshuen: mit første design på egen hånd, hue i fint regnvejsmønster til babyer, børn og voksne. Den kommer i 8 forskellige størrelser, så den passer ordentligt.

Freestyle strik uden opskrift:

  1. Sokker til min mand: oppefra og ned med kilehæl
  2. Dåbskyse til min niece i blomstermønster: bliver måske til en opskrift en dag
  3. Sommertop 2017: tænker det bliver måske en gratisopskrift, simpel sommertop med raglanærmer
  4. Sokker til mig selv: nedefra og op, målet er at finde frem til en fremgangsmåde som man kan huske i hovedet og at de bliver færdige i 2017…vi må se.

Garner i 2017:

  1. White Nile Cotton: Fantastisk økologisk bomuldsgarn og det garn, som jeg absolut har arbejdet mest med i 2017. Glæder mig til at fortsætte i 2018.
  2. Filcolana Pernilla: Mit go-to garn hvis jeg skal bruge et tynd uldgarn. Jeg var i forvejen fan af “storebroren” Peruvian Highland Wool og blev stor fan af denne tyndere variant.
  3. Rasmillas yndlingsgarn: Også et af mine go-to garner. Lækkert uld-bomuld blanding og især godt til sommerstrik. Super kvalitet og pris og findes i mange farver.
  4. Malabrigo Mechita: Lækkert merino singles garn købt i USA. Har virkeligt åbnet mine øjne i forhold til merino garner.
  5. Du Store Alpakka Pus: Et garn som jeg ikke ville have prøvet, var det ikke for Charlottes yndlingssjal. Jeg blev i den grad klogere. Fantastisk behageligt til et sjal, meget slidstærkt og fnuldrer næsten ikke
  6. Hjelholts håndværksgarn: Lækkert og lidt rustikt garn, varmt og behageligt at have på
  7. Manos del Uruguay Alegria: Utrolig farverigt og slidstærkt strømpegarn. Min mand elsker sine strømper og farven holder vask efter vask, så flere strømper følger

…og et nyt garn: Uld &Co lammeuld, som er meget nyt og som jeg lige nu arbejder med til et nyt design

Farver i 2017:

Behøver jeg sige mere? Det blev et pink år.

Jeg håber, at du havde et fantastisk strikkeår 2017! Næste gang på bloggen skal det handle om planerne for 2018.

2 Replies to “Tilbageblik på strikkeåret 2017”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.