Eksperimentel arkæologi i strik – anmeldelse af Vivian Høxbros nye bog “Danske Stjernetrøjer”

Første gang jeg tænkte over begrebet “eksperimentel arkæologi” var for et halvt år siden, da jeg i en flymaskine over Atlanterhavet så filmen om Thor Heyerdahl og hans Kon-Tiki ekspedition. Han bedrev arkæologi ved at prøve hypoteser efter i praksis. For at finde ud af, om polynesierne kunne have sejlet fra Sydamerikas vestkyst til Polynesien på en tømmerflåde, byggede han en tømmerflåde og prøvede at sejle turen. Som bekendt nåede han til Polynesien. Selvom det dermed ikke er bevist, at urbefolkningen virkelig kom derfra (så vidt jeg husker, fandt man senere ud af, at de kom fra Asien), så beviste han, at det kunne lade sig gøre.

For nogle uger siden deltog jeg i Vivian Høxbros kursus om danske stjernetrøjer. For en del år siden opdagede hun nogle strikkede nattrøjer på et museum og begyndte at undersøge trøjernes historie. Hun satte sig for at finde ud af, hvordan trøjerne blev strikket og den eneste måde at gøre det på, var at prøve sig frem med forskellige teknikker og prøve at reproducere trøjerne.

Da Vivian så levende fortalte om hvordan hun fandt ud af, hvilke teknikker strikkerne brugte for 200 år siden, så tænkte jeg – det er da eksperimentel arkæologi! Det var meget fascinerende at høre om, hvor meget hun havde fundet ud af om folks levemåde for 200 år siden i forskellige egne i Danmark – kun ved at undersøge deres strikkede trøjer.  Jeg kunne virkelig forestille mig, hvor koldt det må have været at sidde og sove i halvoprejst stilling i et koldt og fugtigt bondehus. Der giver det jo god mening at sove med striktrøje på. Eller hvordan tjenestepigerne godt måtte strikke på deres egne ting, så længe det var lyst, men når de sad ved herskabets lys, så var det også herskabets strikketøj som skulle passes.

Mens strikkemønstre og traditioner fra mange lande er velkendte (tænk bare på Norge, Shetlandsøerne og Island), så har stjernemønstrerne fra Danmark været fuldstændig ukendte. Stjernetrøjerne blev også strikket med kun en farve, og trøjerne prydes kun igennem de elaborerede mønstre. Denne underspillethed adskilder dem fra de ofte farverige fair isle mønstre eller andet mønsterstrik. Jeg strikker mest ensfarvet med mønstre, så de rammer bestemt min smag.

Mens vi lyttede til Vivians fortællinger fra verdenen for 200 år siden, strikkede vi et af de historiske stjernemønstre. Jeg strikkede mønsteret med vandrette masker og med krydsede masker. Jeg var uerfaren i begge dele da jeg kom, og det var en stor fornøjelse af lære det fra en så erfaren lærer og ekspert. Det var i det hele taget enén  oplevelse at møde Vivian Høxbro. Hun har skrevet blandt andet Politikens strikkebog. Da jeg lærte at strikke, brugte jeg det meget, og mange teknikker er forklaret på en klar og forståelig måde. Og hun er endnu bedre på et kursus…

Efter dette kursus måtte jeg bare købe bogen med hjem – og den er fantastisk! De første kapitler handler om nattrøjens historie, strikkehistorier og specielle strikketeknikker som blev brugt dengang. Også teknikafsnit til krydsede masker og andre teknikker til stjernerne er virkelig nyttige. Så følger en samling af stjernemønstre, lodrette borter, vandrette borter og stjernemønstre, fletmønstre og bundmønstre, allesammen fra de historiske stjernetrøjer. Der er også billeder af trøjerne og beskrivelser i bogen. Så har Vivian Høxbro lavet en række opskrifter på moderne designs, som er inspireret af de gamle stjernetrøjer. De er virkelig flotte og brugbare, og deres underspillethed i farver og mønstre gør, at de er enormt elegante. Hun har også inkluderet en mere generel vejledning hvis man vil bruge stjernemønstrene til sine egne designs. Det er jeg da bestemt fristet af.

Bogen er en rigtig coffee table book – flot i udseende og at have i hånden, og jeg har da drukket en del kopper kaffe mens jeg har nydt at læse i den. Så hvis du vil læse om historisk strik hvor det kribler i fingrene for at få strikket det efter, kan bogen varmt anbefales som efterårslekture.

Tak for interessen – og god uge!

2 Replies to “Eksperimentel arkæologi i strik – anmeldelse af Vivian Høxbros nye bog “Danske Stjernetrøjer””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.