Sommertop 2017 – Strik en enkel sommertop der passer

Mit sommertop 2017 blev færdig kun få dage efter sommerferien var slut – en stor forbedring i forhold til sidste år, hvor Kornblomst blev færdig i februar… Jeg er meget tilfreds med både garn, farve og pasform. Garnet er Handwerks Silky Sock, en merino-silke blanding, som er behagelig at have på. Det er jo de færreste strikkede trøjer, som passer til 30-35 grader, men i det danske sommervejr er den lige tilpas. Garnet fnugger måske let; det virkede i hvert fald som om, da jeg strikkede det. Men nu må vi se, hvordan det holder i brug. Jeg brugte to 100 g fed og endte med at have 7 g tilovers, så det gik lige op.

Sommertoppen er helt enkel; en simpel raglan top strikket oppefra og ned, og med lidt formgivning til taljen og til hoften. Halsudskæring, de korte ærmer og kroppen afsluttes med en tynd 1×1 ribkant. Den sidder virkelig godt, og det er jo ikke overraskende, givet, at den er strikket efter mine egne mål. Den er også meget anvendelig, netop på grund af det enkle design. Jeg tænker, at jeg ofte kommer til at bruge den til sorte bukser eller jeans, og den passer også fint med en blazer eller jakke over.

Det er også en perfekt måde at bruge noget garn på, som jeg kalder for “souvenirgarn”. Nogle fed garn købt på en ferie eller en rejse, fordi jeg syntes at de var pæne og uden at have et projekt i tankerne. Oftest, og også her, noget lokalt garn, hvor man ikke umiddelbart kan købe mere af det, og ovenikøbet håndfarvet, hvor man ikke kan købe samme farvetone igen.

Når jeg strikker bestemte designs, kan jeg godt lide enten at bruge det garn som anbefales, eller i hvert fald noget garn der ligner, og under alle omstændigheder at træffe en bevidst beslutning om hvilket garn der bedst fremhæver netop dette design. For eksempel strikker jeg i øjeblikket på BoHo cardigan i Hjelholts Håndwerksgarn, og denne kombination passer perfekt sammen, da Håndwerksgarn på mange måder ligner en af de anbefalede garner, Lett Lopi. Og her falder impulskøbene ofte udenfor.

Det er også rigtig sjovt at strikke en trøje præcist efter éns egne mål. Som sikkert mange andre svarer min krop ikke helt til en bestemt tøjstørrelse, og det problem kommer man omkring på den måde.

Jeg er ved at udvikle en vejledning til denne sommertop, hvordan man tager sine mål, og så sammen med strikkefastheden af det valgte garn og pindestørrelse kan sætte sin individuel opskrift op, som man så kan følge.

Der følger mere information her på siden, når den er klar. Hvis du synes, det lyder interessant og har lyst til at teste den, så skriv gerne til mig allerede nu, så fortæller jeg nærmere.  Skriv en kommentar herunder eller til berit@garnspejderen.dk

Tak for interessen og hav en god uge.

One Reply to “Sommertop 2017 – Strik en enkel sommertop der passer”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.