Barbara Walkers “Knitting from the top” – bogen som hjælper mig at lave min raglan sommertop 2017

Sommerferien lakker mod enden og jeg har stadig en ambition om at have sommertoppen færdig inden ferien er slut. Jeg er ved indtagningerne til taljen og det går godt fremad, men jeg er ikke klar til at vise den frem endnu. Derfor vil jeg bruge ugens blogpost til at præsentere en bog, som jeg har stor glæde af lige nu.

Jeg har længe ønsket at gå mere i dybden med strik og udover at købe lækkert garn og strikke spændende designs (det gør jeg nu stadigvæk…). Et tiltag er netop denne blog, og et andet tiltag er selv at designe og skrive opskrifter. Når jeg nu ikke er skrædder, tekstilkonstruktør eller på anden måde har forstand på, hvordan tøj er konstrueret, skal jeg læse lidt op på det. Efter en del læsning på nettet om strikkebøger bestilte jeg et par stykker. En af dem er “Knitting from the top” skrevet af Barbara Walker, som jo er en af strikkeverdenens guru’er og hvis mønsterbøger jeg har skrevet om i et tidligere indlæg. Og denne bog er giver en grundlæggende forståelse om, hvordan en trøje eller et par bukser er konstrueret og hvordan de kan strikkes.

Som der fremgår af bogens titel, fokuseres der udelukkende på at strikke oppefra og ned. Bogen indeholder ikke en eneste egentlig strikkeopskrift eller design. I stedet for gennemgås den grundlæggende konstruktion af tolv stykker basistøj: raglan sweater, raglan trøje, poncho, nederdel, bukser, vest, sweater med indstrikkede ærmer, sweater med saddelskulder, kimono-formede ærmer, sweater med lige ærmer, sweater med overskårne skuldre og hue.

Det bedste ved bogen er, at hun forklarer sine tanker bag, hvordan hun konstruerer tøjet, tilpasser det og så finder frem til opskriften. Hvis man selv vil lave opskrifter, er denne viden nok uundværlig, men det er også  meget nyttigt for at forstå designs og opskrifter bedre. Så giver det pludselig mening, hvorfor nogle stykker tøj og strikkeopskrifter er konstrueret på en bestemt måde. Hun er god til at forklare tingene, så de virker overskuelige og tilgængelige. Jeg er glad for hendes uformelle og fortællende stil. Hun formidler overordnet basisviden, så ingen detaljerede instruktioner om hvordan man laver udregningerne i detalje. Jeg synes godt, at der kunne være lidt mere matematik i bogen, men det er jo en smagssag.

En ting, som jeg kunne have ønsket mig i bogen, er en guide til hvordan man opmåler ens mål til tøj og så bruger disse mål til den præcise tøjkonstruktion. Der siges lidt om det undervejs, men der er ingen systematisk oversigt. Denne viden findes så andetsteds (som jeg skriver om i et fremtidigt indlæg), men ikke her.

Bogen er fra 1972 og fås som genoptryk. Alderen kan godt ses i og med, at der ikke er nogen fancy farvebilleder i bogen og de sort-hvide billeder af strikketeknikker er bare gammeldags i YouTube tidsalderen, men disse ting er fuldstændig underordnet. De virkelig vigtige illustrationer er de skematiske tegninger af de forskellige typer tøj, og de er tidsløse og letforståelige.

Kort sagt – jeg har brugt bogen til at lave mig en opskrift til min raglan sommertop 2017 og har haft stor glæde af den i processen.

Jeg håber, at dette indlæg giver dig inspiration til at gå på opdagelse i strikkelitteraturen. Tak for interessen og hav en god uge 🙂

Strikkeugen der gik

Sommertop 2017

Tæller vask af strikketøj? Hvis ja, så sædvanlig vask af en karkludslignende nederdel, som var en ny Summer Lace Skirt (designer er knitbyTrineP) for tre måneder siden. Lækkert design, højt elsket af den 2-årige ejer og i brug næsten 24/7.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.