Sommerferiestrik 2017 – Sommertop med raglan i Handwerks merino-silke garn

Det er dejligt at have sommerferie og god tid til strik. Planen var, at jeg ville arbejde på nogle igangværende projekter såsom BoHo cardigan og Constanzes dåbskyse. Men i de første feriedage fik jeg pludselig lyst til at strikke en sommertop igen, ligesom jeg gjorde sidste år. Sidste år strikkede jeg den fantastiske Kornblomst sommertop, som jeg har brugt meget siden og også har vist her på bloggen (jeg har den også på i mit profilbillede).  Hver gang jeg tager den på, bliver jeg mindet om en dejlig sommerferie og tager lidt af den specielle stemning fra sommerhuset med i hverdagen.

Derfor er jeg gået spontant i gang med projekt Sommertop 2017. Jeg bruger Handwerks Silky Sock, som er en 50/50 merino-silke blanding og dermed behageligt til en sommertop. Det er et håndfarvet garn, og da jeg købte det i USA, havde de kun to 100g fed i den farve, som jeg bedst kunne lide. Derfor er det også lidt spændende, om det er nok til en sommertop, men det vil vise sig.

Næste spørgsmål – hvilken model? Da jeg ikke ved, hvor meget garnet rækker til, er det oplagt at strikke oppefra og ned. Så kan jeg se, hvordan det går med forbruget og om den måske bliver kortærmet helt af sig selv fordi garnet er brugt. Det skal også være et strikketøj, som ikke kræver megen koncentration så jeg nemt kan strikke undervejs eller mens jeg er sammen med familien, så en enkel sommertop i glatstrik strikket rundt oppefra og ned. Garnet er lidt specielt og anderledes, så det bliver en do-it-yourself opskrift.

Næste skridt – strikkeprøver – og hurra for dem. Jeg kunne bedst lide teksturen med pind 4, selvom der anbefales mindre pind, men teksturen er lidt lettere og løsere. Efter vask var strikkeprøven noget bredere og kortere, så det var rigtig godt at finde ud af, før den færdige top bliver alt for bred og alt for kort. Ellers ser den ud til at holde fin facon efter vask.

Nu videre til en del beslutninger. Rundt bærestykke eller raglan? Hvilken type halsudskæring? Stram eller løs pasform? Undervejs havde jeg stor fornøjelse og nytte at læse i Barbara Walkers “Knitting from the top” (som jeg vil skrive nærmere om i en fremtidig blogpost). Lige nu bliver det i hvert fald til en sommertop med raglan og en medium dyb halsudskæring. I sommerhuset var der god tid til at fordybe sig i opmålinger og udregninger, og nu går det bare derudaf i glatstrik. Jeg har lige prøvet den på, og den rammer nok meget godt i størrelsen for så vidt jeg kan se det, før jeg har delt til krop og ærmer.

Der er en ting, som jeg ikke helt kan finde ud af, nemlig kanten til halsudskæringen. Garnet er ret glat og derfor skal det nok være noget som holder faconen, så at udskæringen ikke giver sig for meget. Jeg tænker en 1×1 eller 2×2 rib – eller måske er en anden kant mere velegnet?

Hvis du har nogle ideer eller erfaringer, ville jeg blive glad for dem. Tak for interessen, og hav en god uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.