Bruger du tøj eller strikketøj for at skabe en bestemt stemning eller mindset? (inspireret af Happier Podcast af Gretchen Rubin)

Bruger du tøj for at skabe en bestemt stemning eller et bestemt mindset? Påvirker det tøj du har på, din måde at tænke eller at agere på?

På vej fra arbejde hørte jeg en af mine yndlingspodcasts Happier (af Gretchen Rubin) og det var et af ugens spørgsmål. Sikke et interessant spørgsmål! I selve podcasten talte Gretchen Rubin og hendes søster om, hvordan de bruger tøj til at sætte sig op til en bestemt opgave eller situation, som for eksempel at tage det pæne sæt tøj på, når man skal til et vigtigt møde på arbejde. I bestemte erhverv med uniform eller bestemt tøj oplever nogle mennesker også, at det påvirker dem når de tager dommerkåbe eller lægekittel på, så fokus automatisk rettes på den professionelle rolle og situation. Jeg oplever selv, når jeg skal holde præsentationer eller møder på arbejde og tager det passende tøj på, at jeg automatisk kommer i en bestemt stemning og fokus. Eller når jeg kommer hjem og skifter til fritidstøj, at jeg har nemmere ved at slappe af, slippe arbejdet og fokusere på børnene.

Jeg tænkte også over hvordan det spørgsmål hænger sammen med min interesse for strik. Udover selve håndværket er det helt fantastiske ved strik, at man fuldstændig selv kommer til at bestemme, hvordan strikketøjet kommer til at se ud. På den måde kan man skabe meget personligt tøj og ens egen stil, som man føler sig godt tilpas med. For mig er der bestemt mange følelser involveret ved at strikke tøj, og det virker for mig som om at mange har det på den måde. Mange strikdesignere skaber deres helt eget personlige udtryk, og når jeg strikker deres opskrifter, føler jeg også, at jeg lærer dem lidt at kende. Eller alle de strikkere, som strikker babyting eller andet strikketøj til gaver – der er bestemt følelser involveret ved at give noget så personligt som håndstrik som gave. Alene tidsforbruget gør, at i hvert fald jeg overvejer nøje, hvem jeg vil strikke til og hvad de vil sætte pris på. Jeg husker som regel også begivenheder og stemninger fra tiden hvor jeg strikkede et bestemt stykke tøj, for eksempel om det var en lykkelig eller svær periode i ens liv eller om der skete noget særligt.

Det er også en særlig følelse at strikke til sine egne børn synes jeg. At tale med dem om, hvad de gerne vil have, prøve at finde praktiske løsninger til selv meget specielle ønsker og derefter se deres glæde, når de bruger det nye tøj. Eller opleve, at de ikke kan lide det – det hører med en gang imellem.

At strikke tøj til mig selv, som jeg kan bruge på arbejde skaber også en god forbindelse mellem arbejdslivet og strikkelivet. Det giver mig glæde at bruge noget tøj, som jeg selv har skabt og som jeg synes klæder mig godt og skaber netop den rigtige stemning for hvad jeg gerne vil opnå. Lige nu bruger jeg min Kornblomst top meget, både som sommertop for sig selv, og under en blazer til mere formelle møder. Jeg bliver glad, hver gang jeg tager den på, og så kan møderne jo kun gå godt.

Lige nu strikker jeg på BoHo cardigan, som jeg vil bruge, når jeg skal slappe af. Og jeg overvejer allerede de næste projekter, hvor jeg vil strikke noget smart tøj til at gå på arbejde i.

Så hvad betyder dit strikketøj for dig?

Tak for interessen og hav’ en god uge. Kom gerne med kommentarer eller spørgsmål 🙂

Strikkeugen der gik

Fortsat strikkeprøver i Filcolana Anina til huen (mere om dette i næste blogindlæg).

 

 

One Reply to “Bruger du tøj eller strikketøj for at skabe en bestemt stemning eller mindset? (inspireret af Happier Podcast af Gretchen Rubin)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.