Et godt tyndt merino garn til en babyhue (Filcolana Anina) 

Tidligere på året strikkede jeg en kyse til min søsters yngste datter i anledning af hendes barnedåb. Jeg har tidligere strikket babyhuer til både mine egne og familier og venners babyer og min go-to opskrift var babyhuen med falske snoninger fra Lene Holme Samsøes “Babystrik på pinde 3”. En god og klassisk opskrift med snoningerne som et lille twist. Men denne gang skulle det være noget mere festligt og som passer til et barnedåb lige ved forårets begyndelse. Jeg ledte derfor efter opskrifter til babyhuer med blondestrik, både i bøger og på Ravelry. Jeg fandt ikke så mange som forventet, men babyhue i blondestrik er måske også kun til specielle lejligheder. Jeg fik mere og mere lyst til at udvikle min egen opskrift og endte så med at improvisere og strikke den hue som du kan se her:

Jeg strikkede i et 100% silkegarn som ikke var optimalt til blondestrik, men det skulle være samme garn som jeg havde brugt til storesøsteren til hendes barnedåb. Ellers blev huen en succes og min søster synes den er både pæn og praktisk. Hun har fået spørgsmål om hvor hun har købt den henne eller hvilken opskrift det er.

Nu vil jeg skrive den som en egentlig opskrift. Det er en af de første gange jeg gør det, så mange overvejelser og valg,  som er indlysende for erfarne strikdesignere, vil jeg gå igennem skridt for skridt. Derfor kommer de næste par blogindlæg til at handle om mit arbejde med dette projekt.

Første skridt er valg af garn. Til babytøj kan jeg godt lide følgende:

  1. Ingen kunststoffer: Jeg foretrækker babystrik i naturlige materialer på grund af åndbarhed og komfort, allergi og hudvenlighed. Uld er også meget mindre brandbart end acryl (skal jeg forhåbentlig aldrig bruge, men endnu et argument imod).
  2. Blød overflade: Garnet skal føles blødt, især hvis det ligger meget mod huden, som en hue gør. Her er merinould meget velegnet, og en del uld/bomuldsgarn eller bomuldsgarn er også meget bløde.
  3. Ingen fnuldrer: Jeg foretrækker garn som ikke fnuller og giver en masse små hår, når de små sutter på det. Så ingen børstet alpakka eller mohair, men glatte fibre ligesom uld, merino eller bomuld.
  4. Maskinvask: Jeg håndvasker altid strikketøj, men mange synes at det er besværligt. Derfor vælger jeg garn til maskinvask, når jeg strikker babytøj til andre.
  5. Hvor varmt er det: Til sommertøj er bomuldsgarn eller uld/bomuld velegnet. Tynd merinogarn går også til lidt varmere dage. Tyk uldgarn eller lignende kræver lidt koldere temperaturer, men er suverænt om vinteren.
  6. Økologi/GOTS certificering: Der kommer mere og mere økologisk og/eller bæredygtigt garn på markedet, og jeg tager det også til mig i mine projekter, så det er bestemt med i overvejelsen. Det er et aktuelt emne, tjek f.eks. Charlotte Kaaes seneste blogpost.

Et garn, som jeg holder meget af til babystrik, er Filcolana Anina, som er et tyndt merinogarn velegnet til pinde 2,5-3,5. Det er meget blødt og holder sig blødt og fint selv efter mange vask. Jeg kan godt lide farveudvalget, og til et barnedåb er naturlig hvidt eller en af de lyserøde/lyseblå nuancer nogle passende valg. Jeg tror også på, at mønsteret vil træde fint frem i dette garn, men det skal prøves af.

Derfor vil jeg i første omgang skrive opskriften til Filcolana Anina og så måske senere hen strikke den op i forskellige andre mærker. Så næste skridt er nogle strikkeprøver.

Jeg er også ved at samle en liste af garn til babystrik til et senere indlæg. Hvilket garn kan du godt lide og hvorfor?

Tak for interessen og hav’ en god uge. Kom gerne med kommentarer eller spørgsmål 🙂

Strikkeugen der gik

Strikkeprøver i Filcolana Anina til huen (mere om dette i næste uge).

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.